VEDTÆGTER

for

GRUNDEJERFORENINGEN HØJGÅRDEN

Navn, hjemsted og formål

§1.

Foreningens navn er ”Grundejerforeningen Højgården”.

§2.

Foreningens hjemsted er Vesthimmerlands kommune under retten i Aalborg, der er foreningens værneting.

§3.

Grundejerforeningens formål er at varetage medlemmernes nuværende og fremtidige fælles interesser af enhver art i forbindelse med de under foreningens område hørende ejendomme.

Grundejerforeningen er berettiget til at fremskaffe og administrere de midler, der skal anvendes til realisering af foreningens formål, herunder fastsætte nærmere regler for, hvorledes medlemmerne skal betale bidrag.

De af foreningen til gennemførelse af nævnte foreningsformål trufne bestemmelser er fuldt bindende for de enkelte medlemmer. Foreningen er pligtig til efter påkrav at tage skøde på eventuelle fællesarealer m.v. med derpå værende anlæg.

Foreningens bestyrelse skal være berettiget til at udfærdige et ordensreglement. Ordensreglementet skal vedtages af en generalforsamling med 2/3 majoritet.

Medlemmerne og disses forhold til foreningen.

§4.

Foreningens medlemmer er de til enhver tid værende ejere af parceller, der er eller vil blive udstykket fra matr.nr. 2 a, 2 c, 3 y, 5 q, 14 æ og 18 d Farsø by og sogn. Grundejerforeningen skal være berettiget til med 2/3 majoritet af de på en generalforsamling mødende medlemmer at træffe bestemmelse om, at også ejere af parceller udenfor foreningens område kan være medlemmer af foreningen, eller af grundejerforeningen kan sluttes sammen med en anden grundejerforening.

§5.

Når et medlem overdrager sin parcel eller på anden måde ophører at være ejer af denne, er han fra overtagelsesdagen ophørt at være medlem af foreningen og kan intet krav rette mod dennes formue. Den nye ejer indtræder i den tidligere ejers rettigheder og forpligtelser overfor foreningen. Både den tidligere og den nye ejer er pligtige at anmelde ejerskifte til foreningen ved dennes kasserer og i forbindelse hermed oplyse foreningen om den nye ejers navn, stilling og bopæl samt parcellens nr. eller matrikelnummer.

§6.

Foreningens medlemmer hæfter i forhold til tredjemand ikke solidarisk for foreningens forpligtelser.

Hvert medlem betaler for hver parcel, der ejes, et årligt kontingent til foreningens administration og øvrige udgifter. Det årlige kontingent fastsættes af den ordinære generalforsamling. Kontingentet forfalder helårlig hver 1. Marts.

Indbetalingsmåden fremgår af hjemmesiden www.grundejerforeninghojgaarden.dk.

Er kontingentet ikke betalt senest 2 måneder efter forfald, kan det pågældende beløb inddrives ad retslig vej, efter at der forinden er givet medlemmet skriftlig påmindelse om inden 8 dage at berigtige restancen. Alle omkostninger i forbindelse med inddrivelsen betales af vedkommende restant, der endvidere skal betale et administrationstillæg for restancen, svarende til ¼ af årskontingentet. Er restancen ikke betalt senest 8 dage før en generalforsamling fortabes retten til at deltage i denne generalforsamling samt valgbarhed.

Generalforsamlingen.

§7.

Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.

§8.

Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i januar måned i Farsø. Den indkaldes af bestyrelsen med 14 dages varsel via mail, sms eller brev.

Dagsorden, der fastsættes af bestyrelsen og forslag, der af medlemmerne ønskes behandlet på ordinær generalforsamling, skal være bestyrelsen i hænde senest den 15. december året forud. Sager, der ikke er taget på dagsordenen, kan ikke sættes under afstemning. På hver ordinær generalforsamling skal følgende punkter behandles:

  1. Valg af dirigent
  2. Formandens beretning om det forløbne år.
  3. Aflæggelse af regnskab underskrevet af bestyrelsen og revisorer, herunder fastsættelse af kasserers og formandens honorar/ udgiftsdækning.
  4. Rettidigt indkomne forslag.
  5. Fastsættelse af kontingent.
  6. Valg af bestyrelsesmedlemmer samt suppleanter.
  7. Valg af 2 revisorer og revisorsuppleanter.
  8. Eventuelt (Under eventuelt kan der ikke sættes forslag under afstemning)

§9.

Ekstraordinær generalforsamling, der indkaldes på samme måde og med samme frist som den ordinære, afholdes så ofte som bestyrelsen finder det nødvendigt, eller efter at mindst ¼ af foreningens medlemmer – der ikke er i restance til foreningen – til bestyrelsen indgiver skriftlig motiveret begæring med angivelse af dagsorden for den ekstraordinære generalforsamling. Når sådan en begæring er indgivet til bestyrelsen, skal generalforsamlingen afholdes inden 6 uger efter dennes modtagelse.

Hvis ikke mindst ¾ af de medlemmer, der har ønsket den ekstraordinære generalforsamling indkaldt, er til stede på generalforsamlingen, kan dagsordenen nægtes behandlet.

§10.

Generalforsamlingen vælger en dirigent, der på generalforsamlingen afgør alle tvivlsspørgsmål vedrørende sagernes behandlingsmåde og stemmeafgivelse. Hvert medlem har 1 stemme. Afstemningen sker ved håndsoprækning, medmindre generalforsamlingen eller dirigenten finder, at en skriftlig afstemning vil være mere hensigtsmæssig. Stemmeafgivning kan ikke ske ved skriftlig fuldmagt. Beslutninger på generalforsamlingen træffes ved simpel majoritet, jvf. dog § 9. Over det på generalforsamlingen passerede føres en protokol, der underskrives af bestyrelsen, hvorefter den har fuld beviskraft i enhver henseende.

§11.

Til vedtagelse på en generalforsamling af beslutninger, der går ud på anvendelse af fællesarealer, forandring af foreningens vedtægter, ordensreglement, bevilling af midler udover det til administrationen nødvendige, pålæg af yderligere indskud fra medlemmernes side og optagelse af lån, kræves at beslutningen vedtages med mindst 2/3 af de afgivne stemmer. Bestemmelsen om, at medlemmerne ikke hæfter solidarisk overfor tredjemand, kan kun ændres ved enstemmighed hos samtlige medlemmer. Når der på en generalforsamling er truffet gyldig bestemmelse om bevilling af midler udover det til administrationen nødvendige, pålæg af yderligere indskud fra medlemmernes side eller optagelse af lån, er bestyrelsen bemyndiget til at underskrive for foreningens medlemmer i ethvert forhold, der er nødvendigt til gennemførelse af generalforsamlingens beslutning.

Bestyrelsen.

§12.

Bestyrelsen består af 5 medlemmer. Den valgte bestyrelse konstituerer sig selv med valg af formand, næstformand og kasserer. I tilfælde af formandens forfald indtræder næstformanden som formand indtil næste generalforsamling. Bestyrelsen vælges for 2 år ad gangen. Suppleanterne vælges for 1 år ad gangen. Hvert år afgår 2 henholdsvis 3 af bestyrelsens medlemmerne. Bestyrelsen har ret til at ansætte og bestemme aflønningen m.m. af en kasserer, der ikke behøver at være medlem af foreningen. Et bestyrelsesmedlem, der udebliver fra 3 på hinanden følgende bestyrelsesmøder, må, hvis blot et medlem af bestyrelsen kræver det, udgå af bestyrelsen, og suppleanten indtræder da. Dersom antallet af bestyrelsesmedlemmer ved afgang i årets løb, og efter at suppleanterne er tiltrådt, bliver mindre end 3, er bestyrelsen berettiget til at supplere sig selv indtil førstkommende generalforsamling.

Kassereren, der ikke behøver at være medlem af grundejerforeningen, modtager et årligt honorar, der fastsættes af generalforsamlingen. Er kassereren ikke medlem af grundejerforeningen, har han ikke stemmeret i bestyrelsen. Såfremt kassereren får forfald, udpeges en midlertidig kasserer af bestyrelsen.

§13.

Bestyrelsen har den daglige ledelse af foreningens virksomhed – herunder drift og vedligeholdelse af fællesanlæg – og varetager dens formål og interesser. Bestyrelsen er dog berettiget til at ansætte og bestemme aflønningen m.v. af medarbejdere til at forestå drift og vedligeholdelse af eventuelle fælles anlæg.

Der afholdes møde, så ofte formanden eller 2 medlemmer finder det nødvendigt. Over det under forhandlingerne passerede føres et referat, der skal fremlægges og godkendes af bestyrelsen på det næstfølgende bestyrelsesmøde. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 medlemmer giver møde. Bestyrelsens beslutning træffes ved stemmeflertal. I tilfælde at stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.

§14.

Foreningen tegnes overfor tredjemand af et flertal af bestyrelsen eller af formand og kasserer i foreningen.

Revisorer og regnskab.

§15

Generalforsamlingen vælger 2 revisorer og 1 revisorsuppleanter. Genvalg kan finde sted. Revisorerne gennemgår mindst en gang halvårligt foreningens regnskab, der føres af kassereren efter bestyrelsens nærmere bestemmelse, og forvisser sig om, at de i regnskabet opførte aktiver er til stede, hvorefter de indgiver deres revisionsbemærkninger til bestyrelsen.

§16.

Foreningens regnskabsår er kalenderåret. Regnskabet skal være revideret inden det forelægges på generalforsamlingen.

§17.

Foreningens opløsning kan kun finde sted efter forslag fra bestyrelsen eller ½ af foreningsmedlemmer og kan kun vedtages efter de om lovændringer gældende regler. Forslaget skal indeholde bestemmelse om anvendelse af foreningens formue. Foreningen kan dog ikke opløses uden samtykke fra den påtaleberettigede i henhold til deklaration, lyst på ejendommen.

Særlige bestemmelser.

§18.

Fremkommer der spørgsmål, hvorom disse love intet foreskriver, er bestyrelsen pligtig til efter bedste evne og overbevisning at afgøre og løse disse, men skal dog fremlægge sagen til medlemmernes godkendelse ved førstkommende generalforsamling. I særdeles vigtige anliggender skal bestyrelsen indkalde til ekstraordinær generalforsamling.

§19.

Ingen vedtægtsbestemmelser må være i strid med tinglyste deklarationer eller nogen kommunal vedtægt.

Godkendelse m.m.

§20.

Overstående love er revideret ud fra stiftende vedtægter af 12.maj 1975 og fremlægges på ekstraordinær generalforsamling i 2022, varslet på generalforsamling 26.januar 22.

----------------------------------------------